Søg

Nøddeskål med abrikosis



6 skåle // Total tid: 45 minutter


Ingredienser:

Nøddeskål:

75 g mandler

100 g Medjool dadler, stenfri


Is:

-1 portion abrikosis


Pynt - Chokoladesauce:

¾ dl koldpresset jomfru kokosolie

2 spsk. carobpulver

1 knsp. stødt Ceylon kanel


Metode:

Kom mandlerne i en foodprocessor og blend til mandlerne er findelte, dog stadig med lidt struktur. Det skal ikke blendes til mel.


Kom dadlerne i og blend til det begynder at hænge sammen.


Fordel mandeldejen i 6 små muffins forme og pres dejen ud og op ad siderne, så der dannes en lille skål. Kom vand på fingrene hvis dejen klistrer fast. Så er det nemt at forme skålene.


Sæt skålene i fryseren mens isen laves og gerne længere.


Fordel isen i skålene. Skal de serveres med det samme, tages de ud af formene og pyntes. De kan serveres med en skøn chokoladesauce, friske bær og evt. ekstra is til.


Skal de serveres senere, kommes de tilbage i fryseren igen. Tag dem ud af fryseren 10 minutter før servering således isen kan nå at tø en lille smule op.


Chokoladesauce:

Smelt kokosolien i en gryde ved svag varme hvorefter den fjernes fra varmen. Si carob ned i den smeltede olie, tilsæt kanel og rør det sammen.


Laver du det i forvejen, opbevares det i køleskabet og opvarmes ved svag varme inden det serveres.


Ønsker du at lave chokoladestykker hældes chokoladen i en frysefast beholder der er foret med bagepapir hvorefter den sættes i fryseren i et par timer. Tag beholderen ud af fryseren hvorefter chokoladebaren skæres i mindre stykker og bruges som pynt eller vendes i isen.



Mandlerne kan helt eller delvist udskiftes med andre nødder. Det er også lækkert at udskifte nogle af mandlerne med groft kokosmel eller lidt kakaosmør. Prøv med lidt pekannødder i bunden til den lækre æble is.


Der kan også tilsættes lidt reven tørret eller frisk appelsin- eller citronskal, carobpulver, lakrids, Ceylon kanel, anispulver eller anden krydderi som et twist i bundene.




© SOLUUNA


0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Nutella is