Søg

Rød svampegryde (salt- og fedtfri)



3 - 4 personer // Total tid: 60 minutter // Arbejdstid: 30 minutter


Ingredienser:

400 - 500 g champignon

2 store løg

½ rød peber

500 g søde kartofler

1000 g tomater

1 tsk. tørret timian

2 tsk. paprika

1 tsk. løgpulver

½ tsk. spidskommen

2 spsk. citronsaft


Metode:

Rens champignonerne og riv dem groft eller skær dem i små tern eller blend dem i foodprocessoren til de er grovhakket. Kom dem i en stor sauterpande.


Pil løgene og skær dem i små tern eller hak dem i en minihakker/foodprocessor hvorefter de kommes i sauterpanden. Tør steg dem ved høj varme, så væsken fra champignonerne kan trække ud og fordampe. Rør jævnligt.


Rens det halve røde peber for stilk og frø hvorefter det skæres i små tern og kommes i panden; skrue ned til middelvarme og rør jævnligt.


Skræl de søde kartofler, riv dem groft eller grovhak dem i foodprocessoren. Kartoflerne kommes i panden og der røres rundt.


Skær tomaterne i tern og kom dem i sauterpanden sammen med krydderierne og citronsaften.


Lad retten koge ved middelvarme til grøntsagerne er møre, hvorefter den smages til evt. med yderligere krydderier og citronsaft.


Retten er klar til servering som tilbehør til fx kartoffelmos, squashspaghetti, krøllekartofler, bagte kartofler eller blomkålsris.


Du kan også bruge retten som fyld i ruller hvis den koges yderligere ind; det tager ca. 30 minutter.


Opskriften er en kombination af 2 fedtfrie opskrifter fra e-bogen ”Kartoffel Queens”, hvor vi har taget fyldet fra ”Lasagne fad” og smagen fra ”Løgtærte”.


Hvis du kan lide rosiner, så smager retten fantastisk som fyld i en rulle sammen med rosiner, agurketern og frisk spinat.


Hvis du er til en mere italiensk inspireret smag, så udskift det halve røde peber med 3 fed hvidløg som pilles og presses med en hvidløgspresser. Udskift krydderierne (timian, paprika, løgpulver og spidskommen) med 2 tsk. citrontimian, 1 spsk. oregano og 2 tsk. merian.



© SOLUUNA

0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Nutella is

Is sandwiches