Søg

Rød peber tærte (fedtfri)



2 personer // Total tid: 1 ½ time // Arbejdstid: 45 minutter // Tærteform: 28 cm

Ingredienser: Bund:

½ kg kartofler, skrællet vægt

½ tsk. Himalaya salt

Fyld:

200 g champignon

2 løg

Creme:

350 g blomkålsris, frosne

1 spsk. vand

½ dl soltørrede tomater (ikke dem i olie)

1 grillet rød peber

1 spsk. friskpresset citronsaft

1 spsk. arrowroot pulver

Metode:

Det er nemt selv at lave grillede peberfrugter; ovnen tændes på 200 grader:

Skær peberfrugten i 2 dele og fjern stilk og frø. Læg de 2 halvdele med skærefladen nedad på en bageplade med bagepapir. Bages i ovnen indtil skindet bobler/bliver brunt hvorefter de tages ud af ovnen og køles af. Når peberfrugterne er afkølet har skindet løsnet sig og kan let pilles af. Lav gerne flere på en gang da de kan fryses.


Læg de soltørrede tomater i blød i kogende vand indtil de skal bruges.


Skræl kartoflerne til bunden og skær dem i tern. Kog dem i en gryde med vand i ca. 10 - 15 min. til de er møre. Hæld kartoffelvandet fra og mos kartoflerne med en kartoffelmoser.

Rør saltet i og kom mosen i en 28 cm tærteform der er beklædt med bagepapir. Fordel mosen jævnt ud og op af siderne med bagsiden af en ske; det gøres nemt hvis skeen jævnligt fugtes med vand.

Bag tærtebunden i 25 minutter ved 200 grader til den bliver gylden og sprød.

Rens champignonerne og læg dem på en bageplade med bagepapir.

Pil løgene og skær dem i tern som bredes ud på bagepladen.


Bag grønsagerne i 15 minutter ved 200 grader hvorefter de tages ud af ovnen og sættes til side.

Kom blomkålsrisene i en gryde sammen med 1 spsk. vand og steg risene ved høj varme til al væske er fordampet uden at de bliver brune; det tager ca. 5 minutter. Rør jævnligt så det ikke brænder på.

Hæld vandet fra de soltørrede tomater, skyl dem godt og kom dem i en blender sammen med blomkålsrisene og resten af ingredienserne til cremen og blend til du har en helt glat creme.

Det kan godt være lidt svært for blenderen at få det til at køre rundt til at starte med hvorfor du må bruge tamperen og/eller dejskraberen til at hjælpe det lidt på vej.

Efterhånden som blomkålen bliver blendet trækker der mere væske ud og det kan til sidst køre rundt helt af sig selv.

Fordel de bagt grøntsager jævnt ud i tærtebunden hvorefter cremen fordeles jævnt ud dem og overfladen glattes.

Bag tærten yderligere 20 - 30 minutter ved 200 grader til den er gylden og cremen er stivnet.

Velbekomme.

Du finder flere lækre tærteopskrifter i e-bogen "Tærter".

© SOLUUNA

0 kommentarer
facebook lys.png
instagram lys.png

© 2021 SOLUUNA